Spørgsmål og svar - Visa/Dankort

Ny løbetid på Visa/Dankort og opdateret chipstandard for Dankort og Visa/Dankort

I september 2011 begyndte Hvidbjerg Bank at udstede nye Visa/Dankort og Dankort, der udover en anderledes løbetid nu på 4 år, også har en opdateret chip. Den opdaterede chip er kun på ganske få områder anderledes end den hidtil anvendte.

Med den opdaterede chip kan man gennemføre betalinger med brug af PIN-kode også når terminalen er offline. Tidligere var brug af underskrift den eneste mulighed.

Herudover er der primært tale om tekniske opdateringer, der ikke berører kundernes brug af kortet.


Spørgsmål og svar

Hvornår går Hvidbjerg Bank i gang med at udstede Dankort og Visa/Dankort med 2G chip?
Vi er gået i gang med at anvende den nye chip. Alle bankens Dankort og Visa/Dankort produceres med den nye chip.

Hvorfor udskiftes alle Visa/Dankort i 2012?
Siden 2004 har alle Visa/Dankort haft en fast udløbsdato (en måned i 2012). I tråd med international praksis vil Visa/Dankort fremover få en fast levetid på op til 4 år. Den nye løbetid anvendes for alle Visa/Dankort med den opdaterede chip.

Du vil i god tid inden udløb få tilsendt dit nye Visa/Dankort, som du plejer - nu med 4 års løbetid.

Hvorfor er denne overgang til glidende udskiftning ikke taget i brug tidligere?
De danske banker har valgt først at sætte den nye chip på alle internationale betalingskort (bl.a. MasterCard), som i vidt omfang tidligere kun var udstedt med magnetstribe.

Nu er turen kommet til Visa/Dankort og Dankort, der jo i forvejen er sikret med chip.

Koster det mig noget at få kortet udskiftet?
Der vil ikke være gebyr forbundet med kortudskiftning ved udløb.

Hvordan adskiller de nye Visa/Dankort og Dankort sig fra de tidligere?
Visa har stillet krav om, at alle Visa kort udstedt i Europa inden udgangen af 2014 skal være forsynet med en opdateret chip. I Danmark har man valgt at imødekomme dette krav allerede nu, da alle Visa/Dankort udløber i 2012 og nye kort udstedes med en løbetid på op til 4 år. Dankort vil fortsat have op til 10 års løbetid. Den opdaterede chipstandard anvendes også på alle nyudstedte Dankort.

Er de nye kort med den opdaterede chip mere sikre end de hidtil anvendte chip?
Opdateringen af chippen fremtidssikrer den høje sikkerhed, der allerede nu er indbygget i chippen. Den nye chip giver tillige mulighed for at anvende PIN-kode, når terminalen ikke er online. I praksis er de fleste terminaler i Danmark online det meste af tiden så det er næppe noget kortholder vil bemærke.

Hvorfor har Dankort en længere løbetid end Visa/Dankort?
På Dankort skal vi ikke følge samme internationale krav i forhold til løbetid, som vi skal på både Visa og MasterCard. Den længere løbetid på Dankort hænger sammen med, at anvendelsesområdet for Dankort kun er Danmark, hvor sikkerheden generelt er meget høj bl.a. som følge af, at chippen læses i alle pengeautomater og terminaler. Dermed er der ikke samme risiko for misbrug af kortoplysninger, som der kan være med kort som bruges verden over.

Vil anvendelse af Visa/Dankort med den opdaterede chip give en anden brugeroplevelse i udlandet?
I nogle lande er kortsystemerne ikke bygget op som i Danmark. Derfor vil danske kortholdere med nye Visa/Dankort visse steder i udlandet opleve, at man med nye Visa/Dankort kan bruge PIN-koden, hvor man før skulle bruge underskrift.

Vil ekspedienter, i forretninger med chipterminal, opleve, at den opdaterede chip opfører sig anderledes i terminalen?
Nej, ikke generelt. Ekspedienten vil dog i stadig mindre omfang opleve situationer, hvor kunden i stedet for at indtaste PIN-koden skal bruge underskrift.

Dette skyldes, at kunden med en opdateret chip på kortet også kan anvende PIN-koden i de tilfælde, hvor terminalen ikke er online.

Ekspedienten skal dog være opmærksom på, hvordan butikssystemet er sat op teknisk og hvilke retningslinjer, der gælder for modtagelse af kort i forretningen.

Jeg har flere steder registeret mit kort på nettet og accepteret, at forretningen kan foretage træk på mit kort efter nærmere aftale kriterier. (Abonnement, brobizz m.v.) Hvordan sikrer jeg, at disse ordninger kan fortsætte, når jeg får nyt kort?
Når dit kort udløber, for Visa/Dankort typisk i 2012, vil du i god tid inden udløb få tilsendt dit nye Visa/Dankort nu med op til 4 års løbetid. Inden dit nuværende kort udløber, skal du opdatere dine kortoplysninger på de netsteder, hvor du er tilmeldt med dit gamle kortnummer. Dette gælder både danske og udenlandske netforretninger.

Hvis du ikke har fået opdateret dine kortoplysninger inden kortudløb, vil de pågældende netforretninger dog ofte selv kontakte kortholder med en påmindelse. Ellers vil den aftalte service sædvanligvis ophøre indtil et nyt kort er registreret.

Nets (tidligere PBS) har skrevet til alle danske forretninger, der har aftale om abonnementsbetalinger m.v. og orienteret om den forestående kortudskiftning.

Find medarbejder

Det er ganske enkelt.